PÅSKEBREV 2013
Kære Skagens Museums Venner Vennebestyrelsen ønsker Jer en glædelig påske og ser frem til dejlige oplevelser på museet i den kommende sæson, der som sædvanlig byder på mange aktiviteter.
Hele sæsonen vises udstillingen STEDSANS – skagensmalernes landskaber. Skagensmalerne havde en god stedsans og også en særlig sans for stedet, for Skagen, hvor de gerne ville være en del af den kunstnerkoloni, der efterhånden opstod. I anledning af Skagens 600 års købstadsjubilæum har museet valgt at fokusere på nogle af de kendte steder, som skagensmalerne benyttede til deres motiver dengang, og på hvordan disse steder ser ud i dag gennem fotografen Allan Tofts øjne. Det drejer sig bl.a. om Sønderstrand, Nordstrand, Grenen, Heden, Fyrbakken osv.
Hele sæsonen vises også udstillingen MED LET HAAND – i kul, kridt, pastel og akvarel på museets første sal. Her vises mere skrøbelige og meget lysfølsomme arbejder primært af P.S. Krøyer og Anna Ancher. Der er for en stor dels vedkommende tale om forarbejder og forstudier til kunsternes senere hovedværker. Og sidst, men ikke mindst, er der stadig mulighed for at se den lille Marie Krøyer udstilling, som åbnede i efteråret, og som også ledsages af en ny bogudgivelse skrevet af museets inspektør, Mette Bøgh Jensen. Læs meget mere om de tre udstillinger på museets hjemmeside her.
I februar åbnede den store Anna Ancher-udstilling på National Museum of Women in the Arts i Washington under stor international bevågenhed med deltagelse af ministre, ambassadører, presse og andet godtfolk. Både direktør Lisette Vind Ebbesen og museumsinspektør Mette Bøgh Jensen deltog fra Skagen, og de var meget tilfredse med udstillingen. Vi håber alle, at udstillingen vil få endnu flere internationale gæster til at slå et smut forbi Skagen og Skagens Museum. Læs også mere om denne udstilling på museets hjemmeside, ligesom udstillingskataloget kan købes i museumsbutikken.
Der sker også mange spændende ting på museets digitale og sociale medier. Museets facebook-side runder snart 3000 fans, og hvis I ikke allerede ”synes godt om” siden, skynd Jer at gøre det, så I kan følge med i, hvad der sker på museet. Museet har også netop lanceret en splinterny app (kun til iPhone). App’en er lavet i samarbejde med DR og andre nordjyske museer og kan downloades gratis via App Store.
Med dette brev modtager I også Jeres nye medlemskort. Det nye kort afløser det gamle blå medlemskort, som bedes bortskaffet. Det nye kort er et permanent kort, der ikke vil blive udskiftet ved fornyelse af kontingentet. Bortkomne kort kan fornyes for kr. 50,- pr. kort. Kortet bedes medbragt ved ethvert besøg på Skagens Museum.
Jeg minder om generalforsamlingen i Venneforeningen, der i år finder sted tirsdag, den 9. juli, kl. 19.30 på museet, hvor vi håber at se rigtigt mange Venner.
Endelig vil jeg gerne gøre opmærksom på hjemmesiden www.skagen2013.dk, hvor alle arrangementer i forbindelse med Skagens 600 års købstadsjubilæum fremgår.
De venligste hilsener og på gensyn
Flemming Vogdrup Formand for Skagens Museums Venner
JULEBREV 2012
Kære Skagens Museums Venner
På bestyrelsens vegne ønsker jeg Jer alle en glædelig jul og et rigtigt godt nytår.
Efter generalforsamlingen i juli konstituerede bestyrelsen sig med Flemming Vogdrup som formand, Mads-Peter Neumann som næstformand, Anette Hauge som kasserer, Hans Nielsen som sekretær og Alfred Hansen som ansvarlig for særlige opgaver. Som suppleanter blev valgt Lilan Clemmensen og Kurt Kirkedal Jensen.
Næste års generalforsamling finder sted tirsdag, den 9. juli kl. 19.30 på Skagens Museum.
Bestyrelsen har evalueret forsøget med afholdelse af generalforsamlingen stående. Der er enighed om at vende tilbage til, at der skal være siddemulighed i hvert fald for de fleste. Forsøget med sang faldt heldigt ud, hvorfor bestyrelsen vil arbejde videre med sådanne indslag.
En aktuel status på antal medlemmer af Venneforeningen viser, at vi nu er oppe på 2.035, og vi håber på mange flere medlemmer i det nye år.
I efteråret har Vennerne givet støtte til museets indkøb af 17 Locher-raderinger og af Tuxens billede ”Studie af en yngling”, som han malede i 1876 i forbindelse med et ophold på Bonnats skole i Paris. Billedet blev vist frem ved to arrangementer på museet i oktober.
Desuden har Vennerne her i november støttet indkøb af to billeder på Bruun Rasmussens Auktioner. Det drejer sig om Marie Krøyers portræt af en dreng set i profil.
Det andet maleri, Vennerne har støttet indkøbet af sammen med Kulturstyrelsen, er Michael Anchers maleri ”Kunstdommere”, der forestiller Tuxen og Krøyer i livlig diskussion om et værk. Billedet er et forstudie til Anchers store maleri, der ud over Tuxen og Krøyer også forestiller Drachmann og Willumsen, og som hænger på Frederiksborg Museet.
Udstillingen om Marie Krøyer ”Marie Krøyer – der skal mod til at have talent” vises på museet helt frem til den 1. september 2013, og mange har allerede benyttet sig af lejligheden til at se den. Også i år har museet et særligt juletilbud til Vennerne. Det drejer sig om kunstkalenderen for 2013, der i december måned kan købes i museets butik (så længe lager haves) for 60 kr. (normalpris 99 kr.) mod forevisning af gyldigt medlemskort. Såfremt man skulle ønske at få tilsendt kalenderen pr. post mod betaling af porto, vil museet være behjælpelig med dette. Henvendelse kan ske til Berit Egelund på e-mail bfe@skagensmuseum.dk eller telefon 98 44 64 44.
De bedste julehilsener og på gensyn!
Flemming Vogdrup Formand Tidligere nyhedsbreve Påskebrev 2012 Påsken 2012
Kære Skagens Museums Venner,
Bestyrelsen for Skagens Museums Venner ønsker alle en glædelig påske og håber at se mange på museet. For dem, der endnu ikke har set udstillingen TIL LÅNS med værker fra Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling, er der mulighed for det indtil den 15. april.
Snart bliver det også maj, hvor den store KRØYER-udstilling åbner den 4. maj og vises hele sommeren frem til den 2. september. Som tidligere nævnt er det den største Krøyer-maleriudstilling nogensinde med ca. 130 værker.
I dag, den 30. marts, udkom det nye, opdaterede malerikatalog med billeder og beskrivelse af alle 798 malerier i museets samling. Malerikataloget kan købes i butikken og på webshoppen til 198,00 kr.
Se nærmere på museets hjemmeside. Vennerne har endnu engang støttet museets indkøb af et billede. Denne gang er det et maleri af Fritz Thaulow: Dame med en parasol på en sti ved købmand Holsts gård, Skagen. Maleriet er særligt interessant, fordi museet i forvejen kun har fire malerier af Thaulow.
Billedet kan ses her>>
Indbetalingskortene for kontingentet for 2012 er udsendt til alle, og I bedes medbringe medlemskortet ved besøg på museet, da personalet ikke har mulighed for at tjekke medlemslisten ved indgangen.
Husk endelig at sætte kryds i kalenderen tirsdag den 24. juli kl. 19.30, hvor generalforsamlingen afholdes på museet. Mange venlige hilsener og på gensyn, Flemming Vogdrup Formand Nyhedsbrev februar 2012
Februar 2012
Kære Skagens Museums Venner,
Vennebestyrelsen ønsker alle et rigtigt godt nytår og glæder os til at se jer til mange arrangementer på museet i det nye år.
På bestyrelsesmødet ved juletid besluttede bestyrelsen at støtte museet ved indkøb af Oscar Björck-billedet ”Udsigt mod det grå fyr”, som I kan se hér: Desuden er museets medarbejdere for tiden i gang med at udsende girokort for kontingentet for 2012. I den forbindelse vil det være en stor administrativ lettelse, såfremt opkrævningerne tilmeldes PBS-systemet. De medlemmer, der ønsker dette, kan tilmelde sig på følgende link - klik her >> Mange venlige hilsener Flemming Vogdrup Formand Julebrev 2011
Skagen, d. 24. november 2011.
Kære Skagens Museums Venner
På bestyrelsens vegne ønsker jeg jer alle en glædelig jul og et rigtigt godt nytår.
Efter generalforsamlingen i juli konstituerede bestyrelsen sig med Flemming Vogdrup som formand, Mads-Peter Neumann som næstformand, Anette Hauge som kasserer, Hans Nielsen som sekretær og Alfred Hansen som menigt medlem samt Finn Trolle og Lilan Clemmensen som suppleanter. Næste års generalforsamling finder sted onsdag, den 25. juli 2012 kl. 19.30 på Skagens Museum.
Siden generalforsamlingen har Venneforeningen oplevet en massiv medlemstilgang på over 200, så vi nu er oppe på ca. 1550 medlemmer. Det betyder, at vi i den kommende tid vil være i stand til at støtte museet endnu mere. Medlemstilgangen skyldes først og fremmest, at alle udlånere af værker til Skagen Guld-udstillingen fik tilbudt et års gratis medlemskab af vores forening, og mange har allerede meldt sig ind permanent.
Desuden bliver Klub Fyrtårnet nedlagt ved årsskiftet, og vi håber, at mange derfra vil melde sig ind i vores forening.
I efterårets løb har Skagens Museums Venner givet støtte til museets indkøb af et maleri af Thorvald Niss med følgende titel: ”Kunstnere på vej til Skagen” med undertitlen Thorvald Niss, Erik Henningsen, Hans Nicolaj Hansen og (Arnold) Krogh.
KRØYER – i internationalt lys
Desuden støtter Vennerne den store Krøyer-udstilling, der åbner på Skagens Museum den 4. maj 2012. Det er den største udstilling i nyere tid med værker af P.S. Krøyer, og udstillingen er blevet til i et samarbejde med Den Hirschsprungske Samling, der viser udstillingen hér i vinter. Udstillingen viser et repræsentativt udvalg af de bedste af Krøyers værker, som vil præsentere ham ikke blot som en af dansk kunsts største malere, men også som en maler på højt internationalt niveau. Ud over mange egne værker fra de to museer er der tale om udlån fra danske museer, men der vil også for første gang blive udstillet mange betydelige malerier af Krøyer fra udenlandske museer og private samlinger. Udstillingen omfatter i alt ca. 140 værker. TIL LÅNS – Mesterværker fra Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling
I perioden fra den 11. november 2011 til den 15. april 2012 viser Skagens Museum en udstilling med mesterværker fra de to ovennævnte museer. Alle værker er lavet af skagensmalerne, og de vises sammen med nogle af Skagens Museums egne mesterværker. Et af malerierne er et af Michael Anchers hovedværker ”En barnedåb” fra 1883/88, der tilhører Ribe Kunstmuseum. Dette og mange af de andre malerier lånes stort set aldrig ud længere, så det er noget helt særligt, at Skagens Museum har fået lov til at låne dem. Brøndums spisesal. Til tak for glade dage
Brøndums spisesal er en meget væsentlig del af Skagens Museum i dag og var i sin tid det sted, hvor skagensmalerne samledes. Som tak for gæstfriheden fra familien Brøndum udsmykkede malerne spisesalen med malerier og portrætter, således at den i dag står som et af de eneste bevarede eksemplarer af sin art. Museumsinspektør på Skagens Museum Mette Bøgh Jensen har i de seneste år beskæftiget sig med salens historie og har skrevet bogen Brøndums spisesal. Til tak for glade dage. Bogen udkommer den 30. november, og i forbindelse hermed viser Skagens Museum en udstilling om spisesalen og dens tilblivelse. Derfor er det naturligt, at juletilbuddet til Vennerne i år er Mette Bøgh Jensens bog, som i december kan købes til en særlig favorabel vennepris på 225 kr. Bogen fås i museets butik mod forevisning af gyldigt medlemskort. Såfremt man skulle ønske at få tilsendt bogen pr. post mod betaling af porto, vil museet være behjælpelig med dette.
Henvendelse kan ske til Berit Egelund på e-mail bfe@skagensmuseum.dk eller telefon 98 44 64 44. De bedste julehilsener og på gensyn!
Flemming Vogdrup Formand Påskebrev 2011 Kære Venner!
Bøgen er allerede sprunget ud. Et sikkert forårstegn. Vinduerne skal pudses og hjemmet forårsrengøres. I den forbindelse har mange skagboere og andre fundet billeder malet af skagensmalerne frem til forårets store udstilling Skagen GULD, der åbner den 20. maj. Interessen for at udlåne malerierne til museet har været overvældende, så I kan glæde Jer til en usædvanlig og sjælden oplevelse, hvor det bliver muligt at opleve mange af de fine og vigtige værker, der til daglig hænger rundt omkring i private hjem. Udstillingen varer til udgangen af oktober.
Indtil da er det frem til den 8. maj stadig muligt at se udstillingen ”Når der ikke males” med tegninger, akvareller og pasteller fra museets egen samling. Udstillingen omfatter også samlingen af krukker udført af Thorvald Bindesbøll og et udvalg af Ulrik Plesners tegninger til flere af husene i Skagen, bl.a. museet og Klitgården.
Indbetalingskortene til kontingentet for 2011 er udsendt til alle. Husk at medbringe medlemskortet ved besøg på museet, da det ikke er muligt for personalet at tjekke medlemslisten ved indgangen.
Som sædvanlig minder vi også om, at privatpersoner kan få ligningsmæssige fradrag for donationer til Skagens Museum. De nærmere regler herfor kan ses på museets hjemmeside.
Husk endelig også at sætte kryds i kalenderen til generalforsamlingen, der i år finder sted på Skagens Museum tirsdag, den 12. juli, kl. 19.30.
Særligt tilbud i butikken: I anledning af påsken tilbyder Skagens Museum medlemmer af Skagens Museums Venner, kunstkalenderen 2012 som netop er udkommet til 80 kr. (normalpris 99 kr.). Kalenderen kan kun købes i museets butik og der skal vises gyldigt medlemskort. Tilbuddet gælder kun i april og maj måned.
De bedste påskehilsener og på gensyn til mange oplevelser på museet.
På bestyrelsens vegne
Flemming Vogdrup Formand |













