KRØYER - i internationalt lys 
Skagens Museum 4. maj - 2. september 2012
Der var tre stationer i Krøyers liv – København, Skagen og Europa. Denne udstilling kaster nyt lys over den internationale side af hans kunstneriske virker.
P.S. Krøyer (1851-1909) er en af det 19. århundredes betydeligste danske kunstnere. Hans kunst bliver typisk set i sammenhæng med skagensmalerne og som en del af det moderne gennembrud i dansk kunst, men Krøyer var i høj grad en kosmopolit. Bearbejdelsen af Krøyers korrespondance kombineret med studier i udenlandske arkiver har bragt interessant stof op, som kaster nyt lys over Krøyers internationale relationer, og de påvirkninger han modtog i de tidlige studieår 1877-81 i Paris, Spanien og Italien - det er i høj grad dette, der ligger til grund for denne udstilling.
Krøyer rejste så at sige hvert år til Paris i maj for at følge udviklingen på Salonerne og udstillingslivet, og han hentede mange inspirationer i udlandet, ligesom både franske og nordiske kunstnere har hentet inspiration i Krøyers kunst. Til mange af hans arbejder findes der interessante paralleller, hvilket åbner for nye perspektiver og synsvinkler på hans kunst. På selve udstillingen vil dette fremgå som udvalgte eksempler i udstillingens digitale formidlingsmateriale og i udstillingsteksterne, og den helt dybdegående præsentation af alt dette nye stof findes i det billedrige udstillingskatalog.
Krøyer bragte nye kunstneriske strømninger med hjem til Danmark, og Krøyer fik således en rolle som brobygger mellem den danske og europæiske kunstverden, ligesom det var ham, der for alvor gjorde kunstnerkolonien i Skagen til et internationalt mødested.
Gennem de enkelte billeders historie formidles Krøyers kunstnerliv. Udstillingen består af knap 130 af Krøyers allerbedste værker. Adskillige af disse er hentet hjem fra udenlandske museer og private samlere i Frankrig, Tyskland, USA og de nordiske lande.
Udstillingen, der er den største udstilling af P.S. Krøyers malerier siden 1951, er blevet til i et samarbejde mellem Skagens Museum og Den Hirschsprungske Samling.
I udstilling er der lånt værker fra 25 museer, samlinger og private ejere rundt omkring i Europar og USA. Blandt de udenlandske lånere er bl.a. Göteborg Konstmuseum, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo, Nationalmuseum, Stockholm, Musée d’Orsay, Paris, Philadelphia Museum of Art, Niedersächsisches Landesmuseum, Hannover, Kunsthalle zu Kiel, Museum für Kunst und Kulturgeschichte der Hansestadt Lübeck, Museum Kunst der Westküste, Föhr. Se fotos fra åbningen af udstillingen - klik her>>
Vil du vide mere om Krøyer (temaer fra udstillingen)?Krøyers biografi - klik her>>Krøyers første besøg i Skagen - klik her>>Krøyers rejser - klik her>> Skagen i 1880'erne og 90'erne - klik her>>Portrætter - klik her>> | |