30. marts - 11. juni 2006

Skagens Museum viser en stor udstilling med næsten 60 værker af den svenske maler Anders Zorn (1860-1920). Udstillingen er et resultat af et enestående samarbejde mellem Zornmuseet i Mora og Skagens Museum. Hvert museum låner ca. 60 af deres bedste værker ud til hinanden på samme tid. Mens Skagens Museum viser udstillingen med Anders Zorn, viser Zornmuseet en udstilling med skagensmalerne.

I slutningen af 1800-tallet var der tætte bånd mellem de skandinaviske kunstnere. Mange af de skandinaviske kunstnere lærte hinanden at kende på rejser i udlandet, ved at deltage i de samme udstillinger, eller de mødtes i kunstnerkolonien på Skagen, der havde sin blomstringsperiode i 1880erne og 90erne. Selv om Anders Zorn aldrig besøgte Skagen, stiftede han bekendtskab med flere af skagensmalerne bl.a. i Paris, og de deltog på mange af de samme udstillinger. Det er derfor særdeles interessant og relevant at vise en udstilling med Zorns værker på Skagens Museum, da der rent stilistisk og motivisk er flere lighedspunkter mellem Zorn og skagensmalerne.

Ligesom flere af skagensmalerne var Zorn en meget berejst kunstner, der hele sit liv tilbragte kortere og længere perioder i udlandet både i Europa og USA. Udstillingen fokuserer på nogle af Zorns mest kendte malerier og på et bredt udvalg af hans akvareller med motiver fra hans hjemegn, men udstillingen rummer også en del værker fra hans mange udlandsrejser. Zorn arbejdede hele sit liv med akvarel og er sammen med den svenske maler Carl Larsson, én af Sveriges ypperste kunstnere på dette felt.

Til udstillingen udgives et rigt illustreret katalog skrevet af Zornmuseets leder, Birgitta Sandström.

Anders Zorn blev født uden for ægteskab i 1860, og voksede op hos sine morforældre i Mora. Han nåede aldrig at træffe sin far, Leonhard Zorn, som døde allerede i 1872. I 1875 begyndte Zorn på Kunstakademiet i Stockholm, hvor han på en elevudstilling i 1880 fik sit kunstneriske gennembrud med akvarellen I sorg.

I 1881 malede han det ovale barneportræt af Nils Geber(se Zorn som portrætmaler). Under arbejdet med dette portræt mødte han sin kommende hustru, Emma Lamm, der kom fra en velhavende svensk-jødisk familie. De blev forlovet samme år, men holdt forlovelsen hemmelig indtil Zorn havde skabt sig et navn som kunstner og kunne forsørge en familie. Den officielle forlovelse fandt derfor først sted i 1885, og samme år blev parret gift. De tog på en længere bryllupsrejse rundt i Europa, og hele sit liv var Zorn en af periodens mest berejste skandinaviske kunstnere. Emma fulgte sin mand på mange af rejserne.

Ægteparret Zorn fik aldrig nogen børn, og i 1942 overtog den svenske stat efter deres ønske Zornsamlingarna i Mora. Zornsamlingarna består i dag af Zorngården, Zornmuseet, vildmarksatelieret Gopsmor og frilandsmuseet Zorns Gammelgård.

Akvarelmaling er vandbaseret og anvendes på papir, og teknikken blev meget populær i sidste halvdel af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet, hvor den for alvor udviklede sig. Det var især en kreds af engelske kunstnere, som raffinerede akvarelmaleriet og begyndte at male studier direkte efter naturen.

Blandt kunstpublikummet i Sverige var akvarelmaleriet også i høj kurs i 1880erne, og Zorns akvareller blev hurtigt meget efterspurgte. De engelske kunstneres ekspertise på området fik i 1881 Zorn til at bosætte sig i England. Samme år debuterede han på den årlige Salon-udstilling i Paris med en akvarel, som han havde malet under en rejse til Spanien. I flere af sine akvareller anvendte Zorn en blandingsteknik, så nogle af farverne næsten får karakter af oliemaling. I nogle områder forstærkede han farven ved at anvende gouache, der er en mere dækkende vandfarve, og andre områder lod han være næsten helt transparente.

Zorn udførte mange af sine allerbedste akvareller under sine mange rejser. I 1887 begyndte han for første gang siden studietiden i 1870erne igen at male med oliemaling, og resten af sit liv malede han både med olie- og akvarelmaling.

Efter sit kunstneriske gennembrud med akvarellen I sorg, fik Zorn en del portrætbestillinger fra det stockholmske borgerskab. I efteråret 1882 etablerede han sig som portrætmaler i London. Han lejede et atelier i den eksklusive bydel Mayfair, bestilte visitkort med den fashionable adresse påtrykt, købte nyt tøj hos en fornem skrædder og erhvervede sine kunstnerartikler på kredit. Gennem svenske bekendtskaber i byen fik Zorn efterhånden en større kundekreds fra det bedre borgerskab. Det var især som portrætmaler, at han opnåede international anerkendelse. På sine mange rejser rundt i USA, modtog han utallige portrætbestillinger. Hans portræt af den amerikanske præsident William Taft (1911) er det eneste af portrætterne i Det Hvide Hus, som er malet af en udenlandsk kunstner.

Før Zorn gik i gang med at male et portræt, eksperimenterede han med forskellige lysvirkninger.
For at få sine modeller til at slappe af talte han meget med dem, så de glemte sig selv og den kunstige situation. I alt udførte Zorn omkring 450 portrætter.

Trods sine omfattende rejseaktiviteter bevarede Zorn hele sit liv en tæt kontakt til sin hjemegn. I 1886 købte han sin første grund i Mora, og i 1896 flyttede ægteparret Zorn mere permanent til byen. Fra 1888-1910 ombyggede og udvidede Zorn det hus, som han havde installeret på grunden, og huset fik navnet Zorngården.

Zorn var meget interesseret i sin hjemegns historie, og han ønskede at holde de gamle traditioner i hævd. I 1904-05 anlagde han vildmarksatelieret, Gopsmor, beliggende ca. 20 km nordvest for Mora. Han købte flere gamle bjælkehuse og flyttede dem til stedet, og her tilbragte han flere uger i træk enten sommer eller vinter. I Gopsmor levede han et primitivt liv langt fra den mere luksuriøse verden, som han ellers færdedes hjemmevant i. Han omgav sig med flere af sine modeller og malede nogle af sine mest kendte malerier på stedet, bl.a. Mor og datter og Bondepige. I flere af hans indendørs modelstudier af lokalbefolkningen i Mora spiller lyset en afgørende rolle, og Zorn blandede ofte dagslyset med skæret fra ildstedet.

Sommeren 1887 var Anders og Emma Zorn på Dalarö, hvor Emmas forældre havde en sommerbolig. Her malede Zorn for første gang nøgenmodeller i naturen, og de nøgne kvinder i det fri blev senere et af hans mest kendte motiver. Genren kendes også fra fransk kunst, hvor især Auguste Renoir er berømt for sine malerier af frodige, badende kvinder. Zorn skaffede sine kvindelige modeller enten ved at annoncere eller ved at kontakte tilfældige kvinder, som han passerede på gaden. Om sommeren tog han én eller flere af sine modeller med ud at sejle på sin båd for at male dem forskellige steder langs den svenske kyst. Omkring en tredjedel af Zorns samlede produktion består af motiver af nøgne kvinder.